|
Go’ dag Danmark - til hvem?
Go’ dag Danmark er en oplysningsserie, der henvender sig til alle, der er interesserede i at få et bredt kendskab til Danmark. I undervisningssituationer og uddannelsessammenhænge, hvor man beskæftiger sig med Danmark, kan videoerne bruges som et udgangspunkt for at få generel viden om det danske samfund. Hvis du eksempelvis underviser flygtninge og indvandrere, er det oplagt at inddrage Go’ dag Danmark filmene i undervisningen, både som konkret informationsmateriale men også som et led i danskundervisningen. Udlånt til intern kommunikation i indvandrer- og flygtningegrupper vil den videre bearbejdning af emner ske på egne kulturelle præmisser –uanset køn, alder og læsefærdigheder. Filmene giver - hver for sig og som en samlet serie - en visuel og en faktuel viden om specifikke emner, og inspirerer og motiverer til at man selv søger mere information om de forskellige områder. Filmene er også velegnede som informationsmateriale til udenlandske medarbejdere, der er udstationeret i Danmark, og derfor har brug for en hurtig introduktion til de grundlæggende strukturer i det danske samfund.
Hvordan bruges Go" dag Danmark?
Formidling af viden via billeder har den særlige fordel, at det giver en intuitiv og dels visuel oplevelse af emnet. Det er derfor en anderledes og inspirerende måde at tilegne sig viden på, der med fordel kan bruges som variation i den daglige undervisning. Filmene indgår i undervisningen på sprogskoler, daghøjskoler, aktiveringskurser, tekniske skoler, folkeskoler, danskundervisning og i mange andre uddannelsessammenhænge rundt om i Danmark. Det er også oplagt at anvende filmene i både private og offentlige arrangementer, som kulturelle emneaftner eller konkret i virksomheder. Filmene kan endvidere bruges som udgangspunkt for debat med afsæt i en fælles visuel referenceramme. De ni film udgør tilsammen en helhed, men de kan også ses enkeltvis efter behov.
Til hver film kan downloades et teksthæfte, så man kan følge med i speaken, og som der kan oversættes fra.
NB
Vi gør opmærksom på, at de faktuelle oplysninger kan være forældet i de film, som findes på VHS. Dette vil især gælde de tre film ”Hvad siger Loven”, lovgivningen vedrørende regler for flygtningenes asylforhold i Danmark, ”Danernes Land” om Kommunernes opbygning, samt ”Boligmarkedet” omkring boligpriserne.
Men samtidigt forbliver det grundlæggende omkring vores samfundsopbygning relevant i undervisning om Danske samfundsforhold. Vi planlægger at revidere filmene, med sprogversionering og udgive dem på DVD – men da det ikke er nogen kommerciel virksomhed, kan denne financieringsproces desværre tage længere tid.
|